Den danske forbindelse

Det var en jævnt blæsende, halvkold formiddag i oktober 1984. Foran mig lå det netop udkomne nummer af Bibliotek 70, det danske Bibliotekarforbunds blad, hvor et af hovedindslagene pudsigt nok handlede om den svenske bokutrednings slutbetænkning: Läsa mera! Det var Jens Thorhauge, dengang Biblioteksskolelærer, i dag direktør for Styrelsen for Bibliotek og Medier, der under overskriften "Bryd krisen - støt bogen!", anmeldte betænkningen.

Jeg var ved at lægge sidste hånd på næste nummer af bladet, og havde derfor meddelt omstillingen i forbundets reception, at jeg ikke ville have telefon. Undtaget var dog også denne dag den helt nære familie. Samt svenskere, hvis de ellers lød venligtsindede og appelsinfrie. Og derfor lykkedes det en blågul herre, der var på kort gæstevisit i København, og som præsenterede sig som Bertil Falck, administrationschef ved Göteborg stadsbibliotek, at trænge gennem systemet og frem til redaktøren. Med velmoduleret stemmeføring bad han mig indtrængende om et møde - helst samme dag. Han ville nemlig gerne præsentere og høre min uforbederlige mening om nogle endnu meget foreløbige planer om i Göteborg at etablere en årlig bog- og biblioteksmesse.

En pendant til bogmessen i Frankfurt og børnebogmessen i Bologna, men med sin helt egen appel og stemning og rummelighed. Og med bibliotekssektoren, skoleverdenen og bogbranchen og deres hærskarer af tjenende ånder som de vigtigste målgrupper, men åben for hele den læsende offentlighed.
Selv om jeg havde en deadline hængende over hovedet, lod jeg mig nølende overtale til at tage imod hr. Falcks frokostinvitation. Jeg var vel også lidt smigret over, at skulle være en af de allerførste vest for Sundet, som indviedes i disse ambitiøse planer. På mit forslag mødtes vi ved 14- tiden i kunstbygningen Charlottenborgs dengang udsøgte café. Det var mange år før svenskeren Bo Nilsson som direktør bragte Charlottenborg Kunsthal i udstillingsmæssigt og administrativt uføre.

Under frokosten fortalte Bertil med stor entusiasme og lige så stor optimisme om den messe, han og hans uforlignelige og idérige makker i de første afgørende år, Conny Jacobsson fra outsidervirksomheden KRELIB, havde fået ideen til under en kräftskiva i Hagfors d. 18. august 1984, og som de et lille årstid senere søsatte i samarbejde med Svenska Mässan. Samme år som den svenske stat gavmildt forhøjede biblioteksafgiften til nationens forfattere med én øre.

Derefter gik det som bekendt slag i slag. Med fynd og klem udviklede de to og en udsøgt skare af dybt engagerede medarbejdere bog- og biblioteksmessen til et eldorado og en fælles platform for bogens mange interessenter og håndgangne kvinder og mænd, og det så dygtigt, målrettet og opfindsomt, at Expressen allerede i 1988 konstaterede: "Om Gud finns heter han Conny och Bertil".

Til at begynde med forholdt jeg mig sundt skeptisk til de af Bertil oprullede planer, og at han undervejs i samtalen oplyste, at han var folkpartist og i øvrigt tidligere politimand, gjorde mig bestemt ikke tryggere. Men ligesom Danmarks statsminister på det tidspunkt, Poul Schlüter, efter eget udsagn ikke var mere konservativ end, at det gjorde noget, så forsikrede Bertil mig, at han var ligeså lidt politisk absolutist, som han var fjende af et godt stop tobak, og i øvrigt i sine år i ordensmagten havde været yderst varsom med at bruge knippelen.

Således beroliget lod jeg mig da også hurtigt overbevise om projektets relevans og bæredygtighed. Sikkert under mild og indirekte påvirkning af caféens udmærkede Vieille Prune fra Normandiet, men først og fremmest fordi det lød forjættende med en sådan stor og bredt anlagt fest og manifestation for skriftkulturen og bogen i Nordens absolutte midtpunkt: Göteborg. Med både den elitært smalle og den folkeligt forankrede litteratur og kultur og alt, hvad der kunne gå og kravle derimellem, placeret stærkt i konferenceprogrammet og i messegulvets stande og udstillinger. Spændende fra forfattere i nobelprisklassen og forlag med bonet mahogni og velsmurt markedsføring til nys udsprungne debutanter og små idealistiske og modige alternativforlag fra tredje baggård. Og, som Bertil betonede, mens han sindigt bakkede på piben, hele tiden med et vågent øje for, hvad der globalt og i selve Norden kan dæmme op for censur og bedst tjener ytringsfriheden. Selv da Bertil med et glas blommebrændevin i den ene hånd og piben i den anden henført erklærede sin kærlighed til både børsen og katedralen og plæderede for et langt stærkere samspil mellem den kommercielt betingede områder af kultursektoren og de offentlige eller ideelt betonede dele, så lyttede jeg med stigende velvilje til den fremtidsglade entreprenørs udlægninger. End ikke da det ved seancens afslutning viste sig, at caféen ikke ville acceptere et eneste af Bertil Falcks mange glansfulde kreditkort, og det derfor blev op til mig at udskrive en check, gik der skår i min efterhånden positive holdning til et Bok & Bibliotek. Jeg lovede at slå på tromme for messen i den danske biblioteksverden og i det blad, jeg var redaktør for, og Bibliotek 70 blev da også det første nordiske tidsskrift, der skrev om sagen.

"Next Year Gothenburg!", udbrød vi samstemmende, da vi sent på eftermiddagen tumlede ud af Charlottenborg. Hvorefter Bertil fandt en bank i nærheden af Kongens Nytorv, så han kunne refundere mit udlæg. På det punkt var der ingen slinger i valsen.

Per Nyeng